MENU
OPLYSNINGER
SOCIAL

Bridgeklubben Storeslemmen

Skovgade 15A

7100 Vejle

75 83 71 07 el. 40 68 20 88

storeslemmenvejle@gmail.com

www.storeslemmen.com

  • Facebook Social Ikon

Vedtægter

§ 1. Navn og hjemsted

Klubbens navn er Storeslemmen og klubben er hjemmehørende i Vejle kommune.

Klubben er stiftet den 30/10-1992.

§ 2. Formål

Klubbens formål er at samle bridgeinteresserede til regelmæssige spilleperioder for gennem træning, undervisning og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til og interessen for bridge.

 
§ 3. Tilhørsforhold

Klubben er medlem af Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Sydjylland og er som sådan underlagt såvel forbundets som distriktets vedtægter og reglementer.

Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de gældende regler.

 
§ 4. Medlemskab

Som medlem kan optages enhver, der er godkendt af bestyrelsen.

 

Medlemmerne er forpligtet til at overholde klubbens vedtægter og regler og i øvrigt leve op til klubbens formålsbestemmelse.

                                                                                                                                            

Medlemmernes pligter og rettigheder er beskrevet i Klubregler for Storeslemmen          

 

Endeligt afslag på medlemskab af klubben skal efter anmodning af den, der ønsker medlemskab, forelægges generalforsamlingen.

 

Indmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen og er bindende for hele sæsonen,

dog kan bestyrelsen tillade udmeldelse efter 1/2 sæson, når omstændighederne taler for det.

For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen underskrives af forældre eller værge.

Medlemskab overføres automatisk fra en sæson til næste sæson

Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med mindst en måneds varsel til udgangen af en sæson, dog senest d.15/3.

I forbindelse med udmeldelsen skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med klubben afvikles.

 
§ 5. Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

Juniorer iflg. DBF personer under 25 år, under uddannelse betaler halvt kontingent.

Er et medlem trods påmindelse fortsat i restance kan medlemmet slettes af medlemslisten, uden at dette forelægges generalforsamlingen

 
§ 6. Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for klubben, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen endelig afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.

 

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af klubbens vedtægter.

En eksklusion skal indberettes til Danmarks Bridgeforbund. Der henvises i øvrigt til forbundets vedtægter §§ 13 & 14.

 
§ 7. Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed i alle anliggender.

Ordinær generalforsamling afholdes i maj eller juni.

 

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted skriftligt ved opslag og på hjemmesiden eller ved annoncering med tre ugers varsel.

 

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger inden generalforsamlingens afholdelse.

 

Indkomne forslag og det reviderede regnskab kan rekvireres hos bestyrelsen og fremlægges for medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.

 

Adgang til generalforsamlingen har alle klubbens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde. Stemmeret har alle klubbens medlemmer der ikke er i kontingentrestance.

 

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 

En rettidigt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal, se dog §§ 15 & 16.

 
§ 8. Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

 

1)   Valg af dirigent og referent

2)   Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3)   Godkendelse af det reviderede regnskab

4)   Fastsættelse af kontingent & godkendelse af budget

5)   Indkomne forslag

6)   Valg af formand (ulige år)

7)   Valg af kasserer (lige år)

8)   Beslutning om antal bestyrelsesmedlemmer og herefter

     Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer (lige/ulige år)

9)   Valg af suppleant .

10)     Valg af revisor og revisorsuppleant

11) Evt.

 
§ 9. Generalforsamlingens ledelse

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke er medlem af bestyrelsen.

Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om klubbens opløsning kvalificeret flertal, jf. .§§ 15 og 16.

Afstemninger skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det og altid ved personvalg mellem flere kandidater.

 

Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

 
§ 10. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst en femtedel af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

 

Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse.

For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemninger m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

 
§ 11. Bestyrelsen

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold.

Bestyrelsen består af mindst 5 og højst 7 medlemmer, en formand, en kasserer,  og mindst

3 bestyrelsesmedlemmer og vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling.

Formanden og mindst 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år, mens kassereren og

de øvrige bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år.

 

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg (f.eks. spilleudvalg og turneringskomite) til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Bestyrelsen fører nødvendige beslutningsreferater.

 

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.

 

Valgbare til bestyrelsen er alle medlemmer, der er fyldt 18 år.

 

Bestyrelsen udarbejder klubregler der skal godkendes på generalforsamlingen

 
§ 12. Regnskab

Klubbens regnskabsår er 1/5 – 30/4, dog vil regnskabet være fra 1/ 4 -2018 til 30/4-19.

Regnskabet fremlægges på den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. Regnskabet fremlægges for klubbens medlemmer senest en uge inden den ordinære generalforsamling.

 
§ 13. Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor og en revisorsuppleant.

Revisoren skal hvert år gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til stede.

 
§ 14. Tegning og hæftelse

Klubben tegnes af formanden. Ved låneoptagning kræves dog underskrift af formand og kasserer i forening. Låntagning kan kun ske efter godkendelse af et flertal i bestyrelsen.

Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen.

 

Der påhviler ikke klubbens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.

 
§ 15. Vedtægtsændringer

Ændringer af vedtægterne kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

 
§ 16. Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede.

 

For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådan flertal på en ekstraordinær generalforsamling der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset de fremmødtes antal.

 

Eventuel formue, herunder fast ejendom og løsøre, skal tilgå Danmarks Bridgeforbund eller en anden almennyttig dansk forening.

 

Eventuelle ikke forbrugte beløb stammende fra udlodninger til formål omfattet af momslovens § 13 stk. 1 nr.18, skal benyttes i Vejle Kommune.

 


 

Vedtaget på generalforsamlingen d. 22/9-2010

§7 Ændret på generalforsamling d.21/5-2012

Ændring af § 8 pkt 4 og § 12 samt §7 i 2018 vedr. Budget, regnskabsår og generalforsamlingtidspunkt.